EFTERSKRIFT

Mens jeg skriver de sidste linjer i denne bog, sidder jeg sammen med resten af Danmark i coronaisolation. Over hele verden sidder man i isolation.

Det får mig til at tænke: Var det mon mig, der håbede, at der ville ske noget drastisk, der fik folk til at stoppe op?

Kom jeg til at ønsketænke, at vi alle fik en chance for at tænke os om og være tvunget til at…

• Stoppe med at shoppe i overforbrugets navn.
• Stoppe med at snobbe flyrejser i alle fire årstider, fordi man kan.
• Stoppe med at arbejde og arbejde og så arbejde lidt mere i dagarbejde, aftenarbejde, natarbejde, weekendarbejde, overarbejde og hjemmearbejde, mens børnene bliver mere og mere institutionaliserede og forældrene mere og mere syge af stress.

Hvad sker der, når vi bliver tvunget i ro, tvunget til mere øjenkontakt med de nærmeste, tvunget til kun at købe det mest nødvendige for at overleve, tvunget til at finde på: Hvad skal vi lave? Hvad kan vi lave med det, vi har?

Mit største håb er, at vi har lært noget; og at vi ikke bare falder tilbage i de vante mønstre og rutiner, når verden starter op igen.

Vi har fået en håndsrækning, som vi i al taknemmelighed bør tage imod.

Vi har fået mulighed for at lære at sætte pris på alt det, vi har – uden nødvendigvis at skulle have det hele på én gang.

Luften er blevet renere. Vandet er blevet renere. Det naturlige pibler frem alle vegne, fordi den menneskelige aktivitet er sat på pause.

Dog kan kun tiden vise om vore nye erfaringer får skubbet til vore tanker og handlinger.

Ændrede det noget? Lærte vi noget?

Jeanett Debb, Skodsborg, den 1. april 2020

Læs mere om bogen her – og se tilbud her